Værd at vide om Sara Grabow



Sara har befundet sig midt i det danske musikmiljø stort set hele livet og hendes navn er dukket op i mange forskellige konstellationer og sammenhænge.

Bl.a. har hun sunget kor for Rasmus Nøhr, Tue West og Mads Mouritz.

I 2001 udkom Sara med sit første album "Mund til Mund" med duoen SARANOAH, der fik meget opmærksomhed i de forskellige medier og musikkredse. Sara ansøgte i 1998 om titelrollen i Sebastian og Preben Harris` opsætning af H.C. Andersens Nattergalen, genopsat i år 2000, og fik rollen uden at dommerpanelet vidste at Sara Grabow var komponistens egen datter.

Overraskelsen er ikke stor, når først man ser Sara optræde. Sara lægger heller ikke skjul på at hendes far er en stor inspirationskilde. Hun har sunget kor på adskillige af Sebastians plader og turnerede med Sebastian Band i sommeren 2000.

Sara er uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium, 2005, og har i sin tid på konservatoriet optrådt i mange forskellige sammenhænge. Hun har bl. a. været komponist og sanger i koncept-orkestret Marionett og i rock-pop bandet Waltzing Poets samt sunget i coverbandsene Like a virgin og Chillum Klud Group.

I løbet af 2006 var Sara i London et par gange for at co-write med engelske sangskrivere. Bl.a. Isobel Heyworth som hun har skrevet "Only Time Will Tell" sammen med -den sidste sang på Rude, Unbending & Lusty.

Hun høstede fortrinlige anmelderroser for sin medvirken i TV-2 teaterkoncerten "Hele Verden Fra Forstanden", der spillede for fulde huse på Århus Teater i foråret 2006, og i foråret 2008 vendte hun tilbage til Århus Teater for at medvirke i Beach Boys Teaterkoncert sammen med bl.a. Jimmy Jørgensen og Mark LInn.


For øjeblikket medvirker Sara i Gasværkets opsætning af Beatles Teaterconcert "Come Together" med premiere 09.09.09.


Efterfølgende i slut januar 2010 udkommer Saras duo-projekt med Tomas Raae "ditbandmitband" med sit dansksprogede album. I februar kan du opleve albummet dramatiseret i teaterkoncerten "Før det blir sagt" på Lille Gasværket. Medvirkende Karoline Munksnæs, Sandra Sencindiver, Nils P. Munk, Sara Grabow, Tomas Raae, Marie Louise von Bülow og Mads Andersen. Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen.